Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Princip for elevfravær

Princip for elevfravær 

Formål:

At klarlægge og skabe synlighed for alle parter omkring retningslinjerne for frihed, fritagelse, fravær og forsømmelser på skolen.

Mål:

På Herningvej Skole vil vi gerne skabe rammerne for, at alle vores elever følger skoletimerne og møder til tiden.

Frihed

Såfremt forældre anmoder om ekstraordinær frihed skal forældrene på forhånd gøre følgende:

  • Anmodning om frihed af op til 2 dages varighed gøres via AULA – Indmeld fravær. Anmodningen godkendes af klasselæreren. Såfremt den enkelte elev ved anmodningen om ekstraordinær frihed allerede har højt elevfravær, så inddrages skoleledelsen.
  • Anmodning om frihed af mere end 2 dages varighed gøres via AULA – Indmeld fravær. Anmodningen godkendes af skolelederen. 
  • Ved ekstraordinær frihed anmodes forældre om, at tjekke klassens ugeplan og LM, så de ved, hvad der skal arbejdes med i perioden eleven ikke er i klassen.
  • Ved anmodning om frihed af en længere periode, hvor undervisningspligten varetages af andre end skolen, vil skolen i det enkelte tilfælde vurdere elevens standpunkt ved tilbagevenden til skolen og evt. følgende årgangsplacering. 

Fritagelse 

Ved fritagelse i forbindelse med fag m.m. gælder følgende:

  • Fritagelse i forbindelse med ekskursioner, lejrskole, bad, omklædning o.l. gives som udgangspunkt ikke. Under særlige omstændigheder kan fritagelse – for en kortere periode – ske ved henvendelse til skolens ledelse.
  • Som udgangspunkt kan elever ikke fritages for undervisningen, undtaget er Bekendtgørelse 691 af 20.06.14, der omhandler ”Elevers fritagelse for kristendomskundskab i folkeskolen”. Såfremt en elev ønskes fritaget for kristendom, skal forældre henvende sig til skolelederen, hvorefter skolelederen gennem en samtale redegør for indholdet i Bekendtgørelse 691, og en fritagelse gives skriftligt for et skoleår ad gangen.

 

Fravær og forsømmelser

Fravær kan skyldes mange forhold. På skolen registrerer vi fravær som:

  • Sygdom
  • Ekstraordinær frihed
  • Ulovligt fravær

For sent fremmøde eller gået i løbet af dagen noteres som note i fraværssystemet.

Delvis fravær i løbet af dagen fx tandlæge eller læge, noteres som lektionsfravær – ekstraordinær frihed.

 

Ifølge Aalborg Kommunes Handlevejledning ved bekymrende fravær, handlevejledning-boern-og-unges-skolefravaer.pdf, er skolen forpligtet til at handle ved:   

I første omgang:

  • 5 sammenhængende fraværsdage,
  • 7 fraværsdage ud af 20 skoledage,
  • 15 fraværsdage ud af 60 skoledage

 

Iflg. regler om fravær pr. 1. januar 2020 gælder:

  • Ved 10% ulovligt fravær (halvdagsfravær tæller med) skal skolens leder give besked til hjemmet. Dette gør vi via AULA.
  • Ved 15% ulovligt fravær skal skolens leders lave underretning til Familiegruppen jf. ”Information om de nye regler om elevers fravær fra undervisningen” gældende fra 1. august 2019.

 

Derfor har vi vedtaget følgende procedure:

  • Ved sygdom eller delvist fravær (Fx læge og tandlæge) i løbet af dagen skal forældrene senest kl. 8.10 give besked om årsag via AULA  - ”Indmeld fravær”.

Der skal som udgangspunkt gives besked hver dag senest kl. 8.10, hvis barnet er sygt.

Hvis eleven ikke er mødt ind klokken 8.00, laves der note med ”for sent fremmøde”.

  • I tidsrummet 8.10 – 8.45 noterer personalet ulovligt fravær i AULA, hvis barnet ikke er mødt ind og der ikke er kommet besked fra forældrene om fraværsårsag Når skolen registrerer ulovligt fravær sendes der SMS hjem til forældrene.

Ved modtagelse af denne SMS forventes det efterfølgende, at forældrene laver korrekt fraværsregistrering i AULA ”Indmeld fravær”.

Hvis ikke forældrene ”Indmelder fravær”, kontakter vi hjemmet hurtigst muligt.  

 

  • Såfremt klasselærerne vurderer, at en elev har et bekymrende højt fravær/fraværsmønster, skal følgende handling iværksættes:
          • Klasselæreren kontakter forældrene og der gives udtryk for bekymring. Der spørges ind til årsagen for fraværet. Forældrene skal informeres om at de har mulighed for at få hjælp og støtte hos skolens trivselsperson/socialrådgiver alt efter familiens behov.
          • Ved bekymrende fravær orienterer klasselærerne altid Trivselsperson, (alternativt skolens socialrådgiver og ledelsen), hvor der kan tages initiativ til samtale med eleven og evt. hjemmet.
  • Hvis forholdene ikke ændres i positiv retning løbet af rimelig tid i henhold til handlevejledning, kontaktes ledelsen (eller trivselsperson), der gør opmærksom på følgende:
          • Forældrene opfordres til at hente hjælp ved klasselærer, skolens ledelse, trivselsperson eller skolens socialrådgiver, som kan tilbyde samtale med børn og forældre. Samtalerne kan f.eks. omhandle støtte i forhold til at få løst de årsager der måtte være til det store fravær.
          • Forældrene gøres opmærksom på, at der kan hentes hjælp i Familiegruppen, eller ved skolens hjælp gennem andre rådgivningsmuligheder. Klasselærerne udformer, hvor det skønnes aktuelt, en indstilling til PPR eller underretning til Familiegruppen.
          • Ved underretning til Familiegruppen ved bekymrende fravær indkalder klasselærerne forældrene til en samtale, hvor underretningen gennemgås. Underretning, godkendt af ledelsen, sendes herefter til Familiegruppen. Skolens trivselsperson og socialrådgiver er behjælpelige med dette. 
          • Der kan tages initiativ til et arbejdsmøde omkring en elev, initiativet kan komme fra forældre, PPR, Familiegruppen, skolen eller andre.
  • Klasselærerne tager evt. – i samarbejde med forældre – den pågældende elev op på trivselsforum, hvor der drøftes initiativer og indsatser. Forældrene inviteres med til dette møde.   
  • Ledelsen vurderer - i samarbejde med trivselspersonen – løbende fravær.

I Aalborg Kommunes handleplan vedrørende bekymrende fravær indskærpes, at skolen er forpligtet til at inddrage familiegruppe og Drop-out-team ved PPR ved bekymrende fravær.

 

 

Vedtaget i skolebestyrelsen d. 8. november 2021