Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Skolebestyrelsens årsberetning

Årsberetning Herningvej Skole, skoleåret 2022-2023

Til alle forældre på Herningvej Skole

Når alle er forskellige – er ingen anderledes

Årsberetning for Skolebestyrelsen på Herningvej Skole

Skolebestyrelsen har besluttet at årsberetningen fra Skolebestyrelsen udarbejdes skriftligt og lægges på skolens hjemmeside.  Årsberetningen gennemgår kort årets arbejde i skolebestyrelsen.

Denne årsberetning vedrører skoleåret 2022-2023, som er det første år i den nuværende skolebestyrelses 4-årige valgperiode.

Om skolebestyrelsen

Skolebestyrelsens opgave er at udvikle principper for skolens drift samt at føre tilsyn med at principperne efterleves. Sagt på en anden måde, så er det skolebestyrelsens opgave at udvikle skolen i samarbejde med forældre, elever, personale og ledelse.

I skolebestyrelsen er flertallet (7) forældre til elever på skolen valgt af alle forældre til børn på skolen. Derudover er der 2 elever valgt af elevrådet, 2 medarbejderrepræsentanter (samt en observatør) valgt at personalet samt 1 eksternt medlem udpeget af skolebestyrelsen.

Forældrevalgte medlemmer i skolebestyrelsen:

Bestyrelsesformand, Tom Nyvang

Næstformand, Pernille Wibe (udtræder sommeren 2023)

Menige medlemmer,

Helle Bjørg Hansen

Abdulkadir Sheikh Abdullahi

Mette Munksgaard Sandberg

Rannvá Tindskard

Mia Bech Højslev

 

Medlemmer valgt af elevrådet:

Mathilde Liv Victoria Nyvang-Almeborg

Frida Georgsen Callesen

 

Medarbejdervalgte medlemmer:

Lasse Madsen (udtrådt foråret 2023)

Jan Drastrup Bøgelund

Eksternt skolebestyrelsesmedlem,

Pia Meidahl Lundholm Villadsen (Fritidscenter Herningvej)

 

Ledelsesmedlemmer som deltager i bestyrelsens møder uden stemmeret:

Jette Hansen, Skoleleder

Marianne Dausel, Viceskoleleder og -afdelingsleder

Dina Thunberg, DUS- og indskolingsleder

 

Forældrevalgte suppleanter,

Kim Lørincz Simonsen

Thomas Madsen

Ari Sverrisson

Walaa Yazouri

Andreas Engdal Bøge

 

Årets møder

Skolebestyrelsen har i skoleåret 2022-2023 holdt 8 bestyrelsesmøder.

Desuden er der afholdt 2 udvalgsmøder (kun deltagelse af forældrevalgte), 1 møde med skolens personale, 1 møde med elevrådet og 1 møde med kontaktgrupperne. Møderne bygger på en del forberedelse, hvoraf en del ligger i arbejdsgrupper, som mødes mellem skolebestyrelsesmøderne. Bestyrelsen har derudover holdt et møde med skolebestyrelsen på Tornhøjskolen i forbindelse med den påtænkte sammenlægning af Herningvej skole og Tornhøjskolen.

Påtænkt skolesammenlægning – årets store tema i bestyrelsen!

Siden annonceringen at den påtænkte og nu endeligt vedtagne sammenlægning mellem Herningvej Skole og Tornhøjskolen på Herningvej er det naturligvis et tema, der har fyldt meget i bestyrelsens arbejde. Da vi modtog nyheden i starten af februar var det både med overraskelse og nogen bekymring for hvad det kunne betyde for vores skole. Dvs. vi vidste godt, at der gennem efterhånden mange år har været politiske drøftelser om skolestrukturen i det østlige Aalborg. Efter besøg af Børne og undervisningsudvalget i Aalborg Kommune før Jul havde vi selvfølgelig også en fornemmelse af, at noget kunne være på vej, men indtil februar var det ren spekulation.

I perioden efter annonceringen af den påtænkte skolesammenlægning har bestyrelsen brugt tid på dels at få overblik over hvilke bekymringer vi kunne have og dels på dialog med skolebestyrelsen på Tornhøjskolen. For at tage det sidste først, så har dialogen med Tornhøjs bestyrelse og ledelse været god. Skolerne er forskellige og har lidt forskellige profiler. På Tornhøj har de en idrætsprofil, hvor vi på Herningvej har udviklet verdensborgerprofilen med rettighedsskole og grønt flag gennem en række år. De helt grundlæggende værdier ser vi dog ud til at dele på tværs af skolerne; begge har et stort fokus på trivsel – på at skabe rammer der fremmer trivsel, på at hjælpe hvor der er behov og på at udfordre hvor det skal til, så alle elever bliver så livsduelige og dygtige som muligt. Derfor tror vi også det er muligt at blive enige om hvad der skal kendetegne den nye skole, når sammenlægningen formentlig bliver en realitet.  

Selvom vi på tværs af de to skoler deler mange værdier, så er der også en masse forhold der skal på plads over det kommende år. I skolebestyrelsens høringssvar vedr. den påtænkte sammenlægning tog vi fat i nogle overordnede problemstillinger:

  1. Skoledistrikt: Vi foreslog at Nørre Tranders føjes til det nye skoledistrikt. Eleverne fra Nørre Tranders vælger alligevel vores skole viser erfaringen. Politikerne har ikke imødekommet ønsket i første omgang, men familierne i Nørre Tranders har naturligvis stadig som alle andre frit skolevalg og kan også vælge den sammenlagte skole.
  2. Fysiske rammer inde og ude: Ved en sammenlægning får skolen flere elever og lidt flere klasser. Politikerne har imødekommet os et stykke af vejen, så forvaltningen har fået til opgave at afsøge muligheder for at skaffe mere plads. Der er også sat nogle ressourcer af til udendørsarealer, som vi muligvis kan få andel i.
  3. Skolevej og parkeringspladser til personalet: Særligt om morgenen er der mange biler på Herningvej og bestyrelsen opfordrede til at der skabes løsninger for en bedre afvikling af biltrafikken og for etablering af en mere sikker skolevej via stisystemet, hvor der i dag er både dårlig belægning og dårligt lys på en del af strækningen. Sidst men ikke mindst nævnte bestyrelsen behovet for flere parkeringspladser til personale og forældre. Politikerne ser ikke ud til at iværksætte større trafikomlægninger på kort sigt, men forvaltningen tager skolen i betragtning næste gang ved næste årlige prioritering af nye skoleveje og andre større projekter. Bestyrelsen håber derudover på en mulighed for at få fremskyndet forbedring af stisystem på kortere sigt ved en henvendelse til By og landskabsforvaltningen så snart sammenlægningen er endelig vedtaget.
  4. Samarbejder med andre aktører i og omkring det nye skoledistrikt: En del af hensigten med skolesammenlægningen er at få en tydeligere sammenhæng mellem de lokale børnehaver og skolen, så her er vi imødekommet af politikerne på forhånd.
  5. Faglig og sociale tryghed for alle elever – dvs at alle elever skal trives og lære så meget som muligt: Her er vi også imødekommet på forhånd, da det er en del af målet med sammenlægningen. Derudover er vi imødekommet i den forstand, at der er afsat en ekstrabevilling på 1 million kroner næste skoleår, så personalet på de to skoler får tid til også at arbejde med sammenlægningen samtidig med at de passer driften af de to skoler.   

Når sammenlægningen vedtages politisk vil de to skolebestyrelser og personalegrupper intensivere samarbejdet og lægger planer for involvering af elever og forældre i sammenlægningsprocessen.

Principper

Udarbejdelse af principper for skolens drift er en af skolebestyrelsens hovedopgaver. Et princip er her en overordnet ramme eller retningslinje som skolens ledelse udmønter i konkrete politikker og beslutninger i den daglige ledelse af skolen.

Alle principper mv. tager alle afsæt i indfrielse af de overordnede mål for skolens virke fagenes fælles mål samt Herningvej Skoles Værdigrundlag. Dokumenterne er tilgængelige på skolens hjemmeside.

I år har skolebestyrelsen gennem flere møder fx arbejdet med skolens princip for test, evaluering og feedback. Bestyrelsen lægger vægt på at arbejdet med test og evaluering både skal følge elevens, gruppens og klassens udvikling – og at vi gennem brug af feedback eller måske snarere feedforward skal bruge test og evaluering til at hjælpe hver enkelt elev, gruppe og klasse videre i den faglige og sociale udvikling.

Tilsyn med udmøntning af principper og gennemgang af de fysiske rammer

Skolebestyrelsen har diskuteret forskellige aspekter af trivselsindsatsen og vurderet at skolen har implementeret principperne fastlagt af bestyrelsen.

Budget og timefordelingsplan

Skolebestyrelsen skal godkende skolens budget og timefordeling på fag og årgange. De stadigt strammere budgetter som rammer alle skoler i Aalborg Kommune giver ikke mange ressourcer at prioritere, hvilket naturligt bekymrer bestyrelsen. Vi har igen valgt ikke at reducere skoledagens længde for at give eleverne de bedste muligheder for trivsel og læring i løbet af skoledagen og skoleåret – særligt i forlængelse af de seneste års nødundervisning og hjemsendelser. Samtidig har vi gennem skoleåret kunnet videreudvikle brugen af co-teaching, dvs. 2 voksne i klassen på samme tid.

Ny skolemadsordning

Skolebestyrelsen besluttede sidste år at ændre skolemadsordningen for skolen. Boden har i året der nu er gået været en stor succes med masser af spændende retter og stor interesse for at købe frokost på skolen

Ansættelser

Ved alle nyansættelser rådgiver forældre fra skolebestyrelsen sammen med udvalgte repræsentanter for personalet skolens leder om hvilke ansøgere der skal indkaldes til samtale, deltager i samtalen og rådgiver efterfølgende skolens leder om, hvem der bør ansættes. Skolebestyrelsen har således indflydelse på, hvem der ansættes. Også i det forgangne skoleår har der været flere nyansættelser og vi kan som hidtil glæde os over, at der som hovedregel er mange kvalificerede ansøgere, når vi skal besætte stillinger på skolen.

Samarbejde med Kontaktgrupperne

Vi har fra skolebestyrelsen deltaget i forældremøder vi har været inviteret til. Vi har desuden mødtes med de kontaktgrupper, der har bedt om et møde samt besvaret spørgsmål fra kontaktgrupperne. Derudover har der været afholdt af fællesmøde, hvor kontaktgrupper og skolebestyrelse mødtes. Temaet for mødet var trivsel i klasserne og vi diskuterede nye tiltag inden for skole-/hjemsamarbejdet med inspiration fra UNICEF.

Samarbejde med elevrådet og skolens elever

Elevrådets formand og næstformand er medlemmer af skolebestyrelsen og deltager i møderne. Derudover holder skolebestyrelsen årligt, som nævnt tidligere, et møde med hele elevrådet med henblik på at drøfte spørgsmål, der optager både elever og bestyrelse. Dette års møde med elevrådet handlede blandt andet om elevernes oplevelse af skolens arbejde med test og evaluering.

Skolebestyrelsen bakker også op om elevrådets planer om at udvikle og styrke elevrådets arbejde og arbejdsform. Et velfungerende elevråd er således vigtigt for skolen og en god uddannelse i demokrati i praksis for alle elever. Derfor er det også et opmærksomhedspunkt for det kommende år, at vi gerne vil have mange flere fra elevrådet med til fællesmødet.

Samarbejde med personalet

Skolebestyrelsen har gennem skoleåret igen set, hvordan personalet møder både den planlagte hverdag, planlagte forandringer og uventede forandringer med stor faglighed og entusiasme. 

Det ene af årets skolebestyrelsesmøder er afholdt som et fællesmøde med personalet.

Samarbejde med forældrene

Der skal også igen lyde en kæmpestor tak til alle forældre for stor hjælp og imødekommenhed i årets løb. Selvom det har været et næsten normalt skoleår uden nedlukninger, så har det været andre særlige forhold – selvfølgelig særligt situationen omkring den påtænkte skolesammenlægning.

Samarbejde i Aalborg Øst og Aalborg Kommune

Skolebestyrelsen samarbejder med foreninger, institutioner og virksomheder i Aalborg Øst. De mødefora, der fungerede før coronaperioden er endnu ikke helt oppe i gear, så der er i det kommende år et arbejde med at genetablere flere af de gode samarbejder bestyrelsen tidligere havde med eksterne partnere. Til gengæld har bestyrelsen i det seneste halve år som nævnt haft et godt samarbejde med og en tæt kontakt til skolebestyrelsen på Tornhøjskolen.

I forhold til samarbejdet længere ud i Aalborg Kommune bestræber skolebestyrelsen sig på altid at være repræsenteret ved fælles møder i regi af skoleforvaltningen med henblik på at præge udviklingen af de fælles rammer for skolerne i Aalborg Kommune.

Samarbejde med fritidsklubben på Herningvej

Skolen har i løbet det seneste år fortsat samarbejdet med fritidsklubben. Skolebestyrelsen arbejder for, at det gode samarbejde kan fortsætte.

På vegne af skolebestyrelsen ønskes I alle en dejlig sommer 😊

Tom Nyvang                                                                                      Jette Hansen

Skolebestyrelsesformand                                                                Skoleleder