Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Princip for fællesarrangementer for elever i skoletiden

Princip for fællesarrangementer for elever i skoletiden

Formål:

I fællesskab løfter vi i flok og muliggør det, vi ikke kan gøre alene, og alle får derved mulighed for at indgå i et berigende fællesskab med trivsel for alle.

Herningvej Skole har følgende fastsatte fællesarrangementer:

Fællessamling – holdes hver 14. dag og op til ferier. Her kan der orienteres om aktuelle forhold, synges eller andre kulturelle indslag. Klasserne står på skift for en del af indholdet på fællessamlingen.  

FN’s internationale læsedag - Vi markerer på skolen – som en tradition og som verdensborgerskole – FN´s internationale læsedag. Den falder i første halvdel af september og på skolen er det dagen igennem læsning, bl.a. med venskabsklasser, hvor ældre elever læser for og med de yngre elever.

Trivselsdag – Den første fredag i marts afholder skolen trivselsdag. Denne dag planlægges af skolens elevråd. Det primære formål er at understøtte børnenes trivsel på tværs af årgange på skolen. 

Skolernes landsdækkende motionsdag – Fredag før efterårsferien af holdes der på skolen motionsdag. Der er fælles afslutning for alle elever i skolens gymnastiksal.  

Julekoncert – der afvikles i december koncert, hvor elever fra Aalborg Kulturskole og skolens eget kor og OrkesterMester optræder. Arrangementet sker i samarbejde mellem skolens musiklærere, lærere fra Aalborg Kulturskole og skolens underviser i kor.

Juleafslutning – Sidste dag inden juleferien julehygger vi i klasserne. Skolen går desuden (delt i tre hold) til julegudstjeneste i Nr. Tranders kirke (elever kan efter aftale mellem forældre og klasselærer blive på skolen i dette tidsrum). Der er fælles afslutning for alle elever i gymnastiksalen, hvor evt. forældre/bedsteforældre m.fl. er velkomne. 

Fastelavn - 0.-3. årgang afholder fastelavn. De deltager i udsmykningen og må gerne komme udklædte til skole denne dag. Eleverne slår ”Katten af tønden” i gymnastiksalen. 

Idrætsdag – I juni afholdes der idrætsdag. For 0.-3. årgang foregår denne på skolen, hvor der dystes i forskellige discipliner. Denne dag har kommende 0.klasses elever mulighed for at komme og deltage sammen med en pædagog fra deres børnehave. 4.-8. årgang afholder Idrætsdagen på atletikstadion, hvor de dyster i forskellige discipliner. 

Skolefest - Det er en tradition at holde skolefest den sidste torsdag før påskeferien. Skolefesten har hvert år et tema i forbindelse med emneuge op til tordagens fest. 5. klasserne fremfører et skuespil. Skolefesten samler elever, personale og forældre og byder på mulighed for snak og hygge på skolen. 3. og 6. årgangs elever og forældre står for boderne denne aften. Forårskoncert – der afvikles hvert forår koncert, hvor elever fra Aalborg Kulturskole og skolens eget kor og OrkesterMester optræder. Ligeledes udstilles der værker fra billedkunst og Håndværk og Design og evt. billedskole. Arrangementet sker i samarbejde mellem skolens musiklærere, lærere fra Aalborg Kulturskole og skolens underviser i kor.

Sidste skoledag – Her hygges der i de respektive klasser og dagens sluttes af ved at alle klasser mødes i hallen, hvor vi ønsker hinanden god ferie og synger et par sange. 

Sidste skoledag for 9. klasserne – denne fejres med fælles morgenmad, som skolen er vært ved, hvorefter der kastes karameller rundt i klasserne. Dagen på skolen sluttes af med en fodboldkamp mellem 9. klasserne og skolens personale, hvorefter 9. klasserne afvikler resten af dagen et andet sted efter eget ønske. 

Lejrskoler

Definitionen af en lejrskole er ”en tur ud af huset med mindst en overnatning”. Herningvej Skoles mål med lejrskoler:

  • At skabe rammer for et fagligt indhold med udgangspunkt i skolens fag.
  • Så vidt muligt at involvere eleverne i planlægningen.
  • At skabe gode relationer elev/elev og lærer/elev.

Lejrskoler for Herningvej Skole:

  • Indskolingen. Fælles heldagstur i lokalområdet. Dagen afsluttes evt. med fælles kaffe/spisning med forældre. Personalet vurderer, om indskolingen med fordel kan deles i to grupper, afhængigt af, hvor turen går hen.
  • 5. klasse august/september. Minilejr (2 dage/1 overnatning)
  • 8. klasse Lejrtur i Europa inkl. Danmark (5 dage/4 overnatninger)

Der skal formuleres mål og indhold for hver enkelt lejrskole, disse skal tage afsæt i de fælles mål for skolereformen. 

Det drøftes på forældremødet året forinden lejrskolen, hvor lejrturen skal gå hen. Denne drøftelse foregår mellem klassens personale samt forældrene/eleverne. 

Forældrebetaling – højst kr. 75 pr. dag. 

Det er muligt for de enkelte klasser at bidrage til lejrskolen fra klassekassen – dette ligger ud over de nævnte kr. 75 pr. dag.  Penge tjent ved skolefesten, er øremærket lejrture. 

Lejrture foregår som udgangspunkt årgangsvis.

Såfremt en elev ikke kan deltage i en lejrtur er denne forpligtiget til at deltage i arrangeret undervisning på skolen. 

Princippet er godkendt d. 9. maj 2023 af Skolebestyrelsen.